Korset

Korset er et universelt symbol, der længe før det blev det centrale symbol i kristendommen, har eksisteret i forskellige udformninger. Hjulkorset, der kendes helt tilbage fra bronzealderen, er f. eks. udformet som en mandala, der repræsenterer kosmos, dvs. orden og helhed.
Det består af to lige lange, på hinanden vinkelrette arme, hvis skæringspunkt er centrum i den cirkel, der omkranser armene. Det er et solsymbol, der med sin firedeling både kan referere til de fire verdenshjørner eller  de fire elementer. Oftest optræder korset dog uden cirkel, blot med en vandret og en lodret arm, der krydser hinanden.

Med kristendommen blev korset et af de mest potente symboler i vores kulturkreds. Med sin vandrette og lodrette arm repræsenterer det henholdsvis det menneskelige og det spirituelle aspekt af Gud eller det materielle og det spirituelle aspekt i det enkelte menneske. Gennem Jesu korsfæstelse blev korset både et billede på gruopvækkende lidelse og død såvel som på opstandelse og evigt liv. ‘Et kors for tanken’ er det kristne budskab om, at Gud i sin skikkelse af menneske frivilligt lod sig korsfæste for at frelse menneskene ved at tage vores skyld på sig (forsoningslæren).

På mange middelalderlige korsfæstelsesbilleder optræder der blade på korsets stamme eller friske skud ved korsets rod for at betone, at korsets træ også er livstræet. De to betydningslag i krucifiksets symbolik – dødens instrument og livets træ – er vægtet forskelligt i forskellige perioder af kristendommens historie. På de tidlige romanske kors blev Jesus afbildet som den sejrende krigerkonge, mens de senere gotiske krucifikser omvendt betoner lidelseshistorien. Parallelt med denne udvikling blev korsets lodrette arm forlænget markant i forhold til den vandrette. Det kan ligesom de himmelstræbende gotiske katedraler ses som et udtryk for, at centrum for mennesket blev rykket bort fra jorden og hævet mod det himmelske. Livet efter døden blev i kirkens lære det vigtigste på jordelivets bekostning.

I den katolske instruktør Martin Scorseses film ”The Last Temptation of Christ” udsættes Jesus for en sidste fristelse på Golgata, nemlig den at fravælge sit kald som Guds søn og stige ned fra korset og vælge et almindeligt familieliv med kone og børn. Først da Judas dukker op og anklager Jesus for at svigte sin bestemmelse, nu hvor Judas har opfyldt sin del af opgaven, tager Jesus sin skæbne på sig og vælger at lide korsdøden. Dermed kan filmen i en radikal teologisk fortolkning udlægges som en fortælling, der definerer fromhed som verdensfornægtelse, selv om filmen ved modtagelsen ironisk nok i fundamentalistisk kristne kredse blev anklaget for at skildre Jesus som et helt almindeligt menneske med seksuelle behov.

Også i den nordiske mytologi finder vi en korsfæstelsessymbolik med fortællingen om Odin, der frivilligt lod sig spidde på livstræet Yggdrasil i 9 dage og nætter. I den tid blev runerne, de magiske bogstaver, der er rødderne til det kreative, afsløret for ham, en gave som han bagefter gav videre til menneskene. I den nordiske myte betones det guddommelige aspekt af ordet (runerne) som repræsentant for bevidstheden. Det er den gave, guden for visdom giver videre til menneskene.

Johannesevangeliet indledes med de berømte ord: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”, og Ordet forbindes umiddelbart efter med lyset. Her bliver bevidstheden, ligesom i fortællingen om Odin, altså knyttet til evangeliets centrale begivenhed, nemlig Guds offer på korset. I den kristne korsfortælling sætter Jesus mennesket fri i forhold til den skyld, som det første menneske Adam pådrog sig ved at blive bevidst, da han spiste af Kundskabens træ i paradiset. I Det Gamle Testamente falder Adam ved træet (syndefaldet); i Det Nye Testamente ofrer Guds søn sig på træet (korset) for at genoprejse mennesket med en ny bevidsthed.

Mange flertydige og uudgrundelige symboler som korset risikerer med tiden at blive til entydige tegn, hvis det emotionelle aspekt, der oprindeligt knyttede sig til billedet, ikke længere er levende. Således har det kristne kors som smykke i dag langtfra altid en religiøs betydning for den, der bærer det. For mange er det kun den æstetiske og kulturelle værdi, der er tilbage.

Omvendt kan gamle symboler blive revitaliseret i en ny kontekst. En menneskelig ækvivalent til den lidende Jesus, der hænger spændt ud på korset, kan findes på det psykologiske område i de voldsomme spændinger i sindet, som kampen mellem to uforenelige kræfter kan afstedkomme, eller mere overordnet mellem det, vi ønsker os af livet, og det, livet forlanger af os. Den Jesus, der på den ene side ønsker at blive udfriet af sin pine og på den anden side ender med at acceptere sit kald, kan da fungere som billede på valget mellem det lette og ukomplicerede liv, hvor målet er lykke og harmoni, og det at følge kaldet om at blive sig selv med al den smerte og tabsoplevelse, som personlig udvikling også altid afstedkommer.

Det er et åbent spørgsmål, i hvilken grad man kan tale om et frit valg. Nogle mennesker er tilsyneladende tvunget af indre kræfter til at ‘vælge’ individuationen, som Jung kaldte det. Det er som om, livet ikke tillader, at man ustraffet lever under sit niveau.

I drømme kan korset eller korsfæstelsen optræde som billede på en skyldproblematik, men symbolet kan også have en mere omfattende betydning, når det optræder i drømme eller visioner i overgangssituationer i livet. Her kan drømmeren igennem længere tid være præget af en oplevelse af retningsløshed, af at være kørt uhjælpeligt fast og ikke kunne se en udvej. Ved at rumme smerten og ambivalensen og ikke flygte fra den, f.eks. i forskellige former for misbrug, kan man bevæge sig fra kaos til sjælelig forvandling ved i stedet at gå i dialog med sine indre figurer, som de kan vise sig for en i drømme eller i kreativ imagination.

Det var det, Jung erfarede under sin langvarige krise efter bruddet med Freud, der blev indvarslet af nogle meget dramatiske undergangsdrømme, som han havde i vinteren 1913-14. Hans private Røde Bog, som han påbegyndte kort efter som et svar på drømmene, og som han arbejdede på frem til 1930, dokumenterer i billeder og tekst af en enestående udtrykskraft hans indre rejse mod større helhed. Mange af de billeder, som Jung malede i bogen under indflydelse af det kollektive ubevidste, har mandalaens eller korsets form.
Det kan opleves som en opstandelse, når der endelig åbner sig en ny vej eller viser sig en løsning på den indre konflikt, som bevidstheden alene ikke var i stand til at finde.

I et dybdepsykologisk lys kan slutningen i Scorseses film få en ny betydning. Jesu valg af korsdøden kan ses som et billede på at give sig hen til den smertefulde og livgivende proces, som det er at gøre sig sine egne dybeste erfaringer af, hvad der er livets mening. Jung fortolker det teologiske begreb ‘Kristi efterfølgelse’ (”gå hen og gør ligeså”) ikke som det at forsøge at blive ligesom Jesus, nemlig skyldfri, men ligesom Jesus at forsøge at blive den hele person, som man er født til at være, med alle de udfordringer, som det indebærer.

© 2017, Thomas Nordby, cand. phil. i dansk og sekretær i Jung Foreningen.