Synkronicitet

Synchronicity is the experience of two or more events
which are causally unrelated
occurring together in a meaningful manner

I vores vestlige, rationelle kultur finder vi tryghed i at begivenheder er meningsfulde, rationelt forklarbare og kausale – det vil sige at de har en årsag. Måske hænger det sammen med at vi gerne vi vide, hvem der bærer ansvaret – eller skylden – for noget, og vi vil gerne kunne forklare, hvad der sker i vores liv.

Imidlertid er der en hårfin forskel mellem forklaring og forståelse. Vi forklarer tingene ved at sige, at X skete fordi Y. Forklaringen har det med at reducere virkeligheden, mens forståelsen omfatter et bredere og dybere aspekt af virkeligheden, et større felt. Således kan vi vide noget intuitivt, uden dog at kunne give en klar forklaring på denne viden. Den er der bare.

Synkronicitet hører til i dette felt. Synkronicitet er oplevelsen af, at to eller flere forskellige begivenheder opstår sammen på en meningsfuld måde, uden at være forbundet årsagsmæssigt. Her er det væsentligt at lægge mærke til ordet meningsfuld. Det er oplevelsen af mening, der giver de synkronistiske begivenheder deres kvalitet.

Det klassiske eksempel er, at du pludselig en morgen kommer til at tænke på en elsker fra ungdommen, eller en ven du ikke har været i kontakt med længe, og samme eftermiddag modtager du en opringning fra dette menneske.

Et berømt eksempel er Jungs eget med den gyldne skarabæ, hvor en ung kvindelig klient havde drømt at hun havde fået et fint juvelérarbejde i form af en skarabæ i guld. Mens kvinden fortalte drømmen hørte Jung en blid banken mod ruden. Han fornemmede at noget særligt var på færde, vendte sig og så at det var en guldbasse (Cetonia Aurata), som er det nærmeste man i Schweiz kommer en skarabæ. Han åbnede vinduet og fangede den, og med ordene, ”Her har De Deres skarabæ”, gav han den til kvinden.

En synkronistisk begivenhed er en enkeltstående ”bare-sådan” historie og uforudsigelig, netop fordi den er en kreativ handling i tid og derfor ikke regelbunden.

Ifølge Marie-Louise von Franz opstår en synkronistisk begivenhed, fordi der i den ubevidste psyke konstelleres en arketypisk spænding, et felt eller en struktur, som kan afstedkomme visse psykologiske begivenheder. At konsultere et orakel som fx I Ching er en måde at kontakte disse strukturer, at forstå feltet.

I Ching beskriver for eksempel en persons tilstand som en vogn, der bryder sammen. Og det kunne betyde, at personens bevidsthed vil eller kan bryde sammen. Personen kan derefter blive udsat for en bilulykke. Oplevelsen er at oraklet forudsagde denne begivenhed, og at personen overlevede mirakuløst. Men pointen er, at oraklet ikke præcist forudsagde begivenheden. Oraklet zappede ind i feltet, ind i den arketypiske spænding, ind i mulighedsfeltet, og beskrev det i symbolske vendinger. Oplevelsen af bilulykken kunne i sig selv ligeledes være en indikator på, at personen er i fare for sammenbrud, og måske vil drømme indikere det samme.

Oraklet forudsiger ikke den præcise begivenhed, men beskriver et mulighedsfelt, et sandsynlighedsfelt i dette tilfælde ét, hvor det arketypiske tema er sammenbrud, og det er om dette tema at ydre og indre begivenheder vil cirkle – ikke fx omkring at møde kærligheden eller at tage på rejse. Det er derfor at oraklet ikke er præcist, og det er derfor at rationalister ofte afviser orakler.

Men det er ikke oraklets opgave at være præcist. Et orakel (som fx I Ching) opererer ifølge von Franz modsat af videnskaben, der kræver at et forsøg skal gentages for at udelukke den enkeltes begivenheds tilfældighed. Oraklet bruger tilfældighed som udgangspunkt og er kun korrekt, hvis der kun kastes én gang, og at dette ene, tilfældige resultat, der er udgangspunktet for overvejelse – og tolkning, kunne vi tilføje.

Oraklet kan ikke forudsige én bestemt psykologisk begivenhed, men kan netop udpege en forventningsliste, som kan forme billedet af et kvalitativt felt af begivenheder, og forudsige at noget vil ske indenfor dette felt.

Det er altså dette i dette felt, at den arketypiske spænding er ladet, og det er i dette felt, på såvel indre som ydre planer, at de arketypiske synkronistiske begivenheder finder sted.

Synkronistiske begivenheder gives betydning gennem den kvalitative dimension af mening, som den har for den, der oplever den. Det betyder ikke at det er en subjektiv oplevelse, for oplevelsen er netop objektiv i den forstand, at det sker i det ydre, som konkrete begivenhed. Vægten skal lægges på det kvalitative fremfor det kvantitative. Det er oplevelsens kvalitet af mening, forståelse og subtil viden, der giver den betydning og vægt. Hertil kommer at den arketypiske spænding, der skaber den synkronistiske begivenhed har et telos; formålet er at gøre det ubevidste bevidst, at vise os noget, som vi hidtil har været blinde for og uvidende om.

Populære citater af Jung siger, at “Whatever is rejected from the self, appears in the world as an event” og “Until you make the unconscious conscious, it will direct your life and you will call it fate.”

Den synkronistiske begivenhed er således et sjælens anliggende, som således tvinger os til at åbne øjnene for en dybere sandhed. Den sætter os i situationer, der fordrer af os, at vi åbner os for noget dybere, for vores egen sandhed og situation, og beder – eller tvinger – os tage ansvar for denne indre viden.

Synkronistiske begivenheder kan ikke villes eller manipuleres. Synkronicitet kan ikke ”bruges” i en overfladisk New Age-ånd til at få ting til at ske, og tiltrække bestemte begivenheder, som det for eksempel er tanken i teorien om ”The Secret”. Ofte vil man nok snarere betakke sig, idet synkronistiske begivenheder kan være voldsomme. Af samme grund skal et orakel som I Ching ikke anvendes som selskabsleg, men kun konsulteres, når man  fornemmer at en arketype konstelleres, at noget er under optræk, at et felt er ved at åbne sig. Så er det at tingene sker, og der fordres en vågenhed af os.

Nogle gange kan man endda have en udefinerbar følelse af, at vi burde være et bestemt sted, tilstede for at noget kan hænde os. Som Cohen synger: I’m wanted at the traffic jam, they’re saving my a seat.

Så omend vi ikke kan ville synkroniciteten, har vi altid mulighed for at vi kan åbne os for feltet.

Kilder:
Marie-Louise von Franz: om Synkroncitet og spådomskunst. 2002.
Ole Vedfelt: Drømmenes dimensioner. 5. udg. 2007.

©2016. Kristine Gazel, www.primamateria.dk.