Alkymi

Basalt set handler disciplinen Alkymi om at omdanne og forædle materie (Prima Materia).

Alkymi er overfladisk set ideen om at man kan danne guld af uædle metaller. Den grundlæggende tankegang byggede på den aristoliske elementlære, hvoraf følger at alt er dannet af de fire elementer vand, ild, luft og jord og at man ud fra dem kan danne de vises sten (Lapis Philosophorum).

Historisk set er alkymi er en videnskabelig og filosofisk praksis, der kombinerer kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi og mystik. I Europa i perioden 800-1700, men med tråde tilbage til græsk, arabisk og egyptisk alkymi. Alkymi er således fundamentet for det som fra 1700-tallet blev til den moderne kemi.

Filosofisk bygger alkymien på den hermetiske tradition, der går tilbage til hellenismen og blander elementer fra magi, kabbala, gnosticisme og astrologi, men mange alkymister var praktiske kemikere, der udførte forsøg indenfor den forståelses- og videnramme, der da var herskende. I Danmark er Tycho Brahe et eksempel på en sådan alkymist.

Da Jung og Freud havde brudt i 1913 fik Jung et sammenbrud, der skulle vare henimod slutningen af 1. verdenskrig. I den periode skrev han den Røde Bog eller Liber Novus, som blev – om end den i sig selv er et stort værk – forløberen for hans arbejde med alkymi.

I sine Erindringer, Drømme, Tanker fortæller Jung om en drøm, som han havde i 1926, som foregreb hans møde med alkymien. Heri drømmer han at han er lukket inde i det 17. århundrede, netop her havde alkymien sit højdepunkt i Europa I en tidligere drøm oplevede han, at være kommet ind i et stort bibliotek med store, tykke folianter fyldt med kobberstik med sælsomme billeder og særegne symboler.

Mødet med alkymien skete for alvor, da han i 1928 modtog manuskriptet til Den gyldne blomsts hemmelighed af Richard Wilhelm. I mellemtiden havde han glemt at også psykoanalytikeren Herbert Silberer havde beskæftiget sig med alkymi. Den gyldne blomsts hemmelighed hører til den kinesiske alkymi, der går helt tilbage til 300 år f. Kr. Jung begyndte at anskaffe sig bøger om alkymi, men først efter flere års studier kom han til en forståelse af symbolernes betydning gennem nøje studier og opbygning af et stikordskartotek med krydsreferencer til forklaring af begreber som solve et coagula, unum vas, lapis, prima materia, Mercurium etc.

Der var en mærkværdig overensstemmelse mellem den analytiske psykologi og alkymien i både symbolsk og historisk forstand, idet sammenfaldet i billedmaterialet skabte en kontinuitet tilbage til gnosticismen og gav psykologien en historisk substans, som den hidtil havde manglet.

De alkymistiske billeder beskriver i symbolsk form den psykologiske proces, som af Jung betegnes Individuation. Jung viste i sine efterfølgende værker (bla. Psychologie und Alchemie 1944 og Mysterium Coniunctionis 1955/56), at disse billeder er et produkt af den ubevidste psyke, som alkymisten projicerede ud på materien, dvs. de kemiske stoffer og processer:

”Since it was a question of projection, he was naturally unconscious of the fact, that the experience had nothing to do with matter itself. He experienced his projection as a property of matter; but what he was in reality experiencing was his own unconsciousness”. Jung, Psychology and Alchemy, CW 12.

©2016. Kristine Gazel,  www.primamateria.dk.