Anima og animus – som de indre køn

Jung, der jo havde en naturvidenskabelig baggrund, hentede ofte sine forestillinger om psykens indretning og funktion fra naturen og i naturvidenskaberne. Således korresponderer hans forestillinger om mænds og kvinders psyke med deres forskellige biologi. Mennesker udtrykker hver for sig – både biologisk og psykologisk – mest det ene køn, men indeholder også det andet som en del af potentialet til at kunne blive et psykisk set helt menneske. Det handler om anima og animus – som er de indre køn.

Jung forbandt eros med det feminine princip og logos med det mandlige princip, og disse to principper er bestemmende for, hvordan man i den jungianske psykologi ofte ser på udviklingen af den mandlige, henholdsvis den kvindelige psykologi.  Eros handler om det relationelle og logos om ord, magt, mening og dåd. Begge køn har brug for både eros og logos, og det ligger i menneskets tilskyndelse mod helhed, at det projicerer det modsatkønnede ud på virkelige personer af det modsatte køn. Ved med tiden at trække projektionerne tilbage kan man blive bevidst om og integrere det modsatkønnede i sin bevidsthed. Modsatkønnetheden – anima og animus – rækker dog ud over den enkelte, fordi modsatkønnetheden er bundet til den kollektive psyke.

Jung tillagde anima og animus betydning som brobyggere mellem bevidst og ubevidst – mellem det personlige og det upersonlige. De er figurer, der er bestemt af kønnet og af de erfaringer, som personen har gjort sig med køn i løbet af opvæksten, ikke mindst gennem forældrene, men også af nedarvede kollektive billeder. De er indre realiteter, der står i et kompensatorisk forhold til den ydre bevidste og manifeste personlighed. Lige til at projicere ud, sådan som Lola Baidel beskriver det i et af sine digte:

ANIMA
Jeg spejler mig i dine øjne
og ser
at hun må være smuk
din indre kvinde
hvis billede
din forelskelse
har dømt mig til at bære

Animus, kvindens psykologi og datterarketypen
Animus er arketypen for kvindens indre modsatkønnede side. Emma Jung, Jungs hustru, skrev i sit lille værk animus og anima om manifestationen af animussen ud fra Goethes Faust. Faust, der er i gang med at oversætte Johannesevangeliet, spørger sig selv, om afsnittet ”I begyndelsen var ordet” ikke hellere skulle hedde ”I begyndelsen var kraften” eller ”meningen”, for til sidst at skrive ”I begyndelsen var handlingen”. Emma Jungs pointe var, at disse fire ord gengiver det græske logos og følgelig kan anvendes som et samlet udtryk for det mandlige væsen. Hun oversatte kraften til målrettet kraft, altså vilje, og rangordner logosprincippets firesidethed, hvorefter hun ser dem som udviklingstrin for kvindens animus.

På det laveste udviklingstrin projiceres animussen ud på mænd, der er fysisk overlegne. På de næste trin på mænd, der først retter deres kraft mod noget betydningsfuldt og senere udfører bedrifter. På det højeste udviklingstrin projicerer kvinden sin animus på mænd, der med ord og mening repræsenterer mere åndelige færdigheder. For en uddybning henvises til Emma Jungs bog Animus og anima.

James Hillmann er kritisk over for begrænsninger i den klassiske anvendelse af anima og animus. Han foreslår, at begge køn har både en anima og en animus og ser det som et tyveri at gøre det, han kalder kvindens anima, til hendes skyggeside, hvilket er tilfældet i den klassisk jungianske metode. Det syn på det kvindelige, mener Hillmann, er lige så degraderende som Freuds begreb om penismisundelse. Hillmann siger i øvrigt, at der er mange psykiske ressourcer at hente, når man styrker den indre dialog mellem anima og animus.

Pia Skogemann præsenterede datterarketypen som et nyt begreb til at forstå den forvandlende del af den kvindelige psyke i bogen Kvindelighed i vækst tilbage i 1984. I praksis kan man ofte møde denne datterarketype fx i skikkelse af en søsters eller en venindes unge datter; en skikkelse, som kan virke revitaliserende på psykens unge kvindelige, forvandlende kræfter.

Murray Stein, der har været direktør for Jung Instituttet i Zürich, skriver i Jungs Map of the Soul, at hvor der er animus og anima, er der spændende at være, hvis man ellers tør være der. Og det kan fx være en heftig oplevelse for en kvinde at slippe arketypen for den dæmoniske elsker løs som projektion på en virkelig mand. Dette reflekterer Kristine Gazel over i en artikel, som du kan finde her. 

Så længe en projektion lykkes, kan alting se ideelt ud. Men så længe kvinden projicerer sin animus på en mand, forbliver hun både ubevidst om, hvad hun selv indeholder, og om sine egne muligheder. Når der modsat opstår diskrepans mellem det projicerede billede og manden, som man lige troede inkarnerede det projicerede billede så fuldstændigt, fører det til frustration og skuffelse. Og nu må den psykiske energi, der følger med animussen, trækkes tilbage, hvilket ofte er en meget smertelig oplevelse. Det kan i sig selv være smerteligt at trække energien tilbage. Men det kan også være smerteligt, at man ikke kan få ‘den anden’ til at bære den udvikling, som man ikke magter selv at tage på sig.

Anima og mandens psykologi Ligesom Emma Jung præsenterer et udviklingsforløb for kvindens animus, beskriver hun et udviklingsforløb for mandens anima. Første stadium af det udviklingsforløb knytter hun til naturvæsener, der bor i vandet, i luften, jorden, ilden og i dyr og planter som repræsentanter for den kvindelige arketype. Hun nævner i første omgang nymfer, svanejomfruer, undiner og feer med forførerisk skønhed, men som kun er halvt menneskelige. De optræder – på det uddifferentierede stadium – i flertal. De lokker mænd til sig med deres sirenesang og fører dem bort fra deres hverdagseksistens. Der kan være noget uhyggeligt og tabuiseret over dem.  På et senere stadium kommer hun frem til mere vise kvindeskikkelser, der både går solo og er blevet menneskeliggjorte. Alle sådanne væsener og figurer præsenterer Emma Jung som sider af mandens sjæleliv og dermed som sider, som manden må forholde sig til. Han må gå i dialog med disse sider af sig selv, og hun nævner aktiv imagination som en metode til at komme i kontakt med dem.

Hendes egen mand C.G. Jung arbejdede i de seks bøger, der førte til Den Røde Bog, med sin egen anima. Han anvendte netop aktiv imagination til at gå i dialog blandt andet med Sapientia, der repræsenterer den kvindelige visdom. En noget mere differentieret anima end havfruen, men stadig en figur, som repræsenterer det irrationelle. Mens kvindens indre modsatkønnede billeder er af rationel karakter.

På en liste over figurer fra de store fortællinger, der kan repræsentere mandens animaudvikling, siger vi i den jungianske psykologi, at manden på et primitivt stadium projicerer sin anima på den jomfruelige Eva, dernæst på Maria, der er billedet på moderen, senere på Helena af Troja, der er i stand til at kæmpe, og til sidst på Sophia, der er billedet på den dybeste kvindelige visdom.

Om faserne i henholdsvis animus- og animaudviklingen kan man læse videre i Marie-Louise von Franz’ artikel om individuation i C. G. Jungs bog Mennesket og dets symboler.

Det kan i øvrigt også anbefales at læse Ole Vedfeldts bog Manden og hans indre kvinder.

©2016. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker. IAAP/DSAP/MPF. www.psykoanalyse.nu og www.typologi.net og ©2016 www.jung-for-alle.dk