Komplekser

Ordet kompleks anvendes i forskellige sammenhænge; vi taler om industrielle komplekser, militære komplekser osv. Men i denne sammenhæng tales der om psykologiske komplekser.

Psykologiske komplekser kendes under andre betegnelser fra alle kulturer. Fx har det i europæisk kultur heddet, at folk var besat af dæmoner og onde ånder. Komplekser er grupperinger af ubevidste billeder/associationer fra fortrængte oplevelser. Vi ser dem ikke, men oplever dem, når de bliver aktiveret nogle gange hos os selv – men mest hos andre. Og det er der, hvor vi siger, at hun kom da godt nok op i det røde felt. Noget “tager” personen fuldstændigt. Det er som om personen bliver en anden. Personen kan i sådanne tilfælde efterfølgende sige: ”Jeg var slet ikke mig selv!”

Jung introducerer ordet kompleks i forbindelse med sit arbejde med en række ordassociationseksperimenter på det psykiatriske hospital Burghölzli i 1906.

I eksperimenterne fik patienterne en række stimulusord og ved efterfølgende studier af patienternes verbale associationer og svartider og deres fysiske reaktioner, fandt Jung, at der på nogle stimulusord kunne være særligt følelsesladede responser og reaktioner; stigning i puls, forøget svedafsondring etc. Disse stimulusord kaldte Jung kompleksindikatorer og kreative studier af kompleksindikatorerne indikerede, at der var en sammenhæng til fortrængte ubehagelige minder og disse responser.

Komplekserne – der således i Jungs teori har rod i det fortrængte – vil kunne forhindre et naturligt afslappet flow af den psykiske energi.

Komplekset kan være helt eller delvist ubevidst. Det vil sige koblet til det personligt ubevidste. Hvis et ubevidst kompleks bliver aktiveret fx af en samtale, en situation, en person eller et stimulusord i et ord-associations-eksperiment, kan man komme i kontakt med de emotioner, der er koblet til de fortrængte minder/indre forstenede billeder. Dette sker uden man aner, at noget i det indre er aktiveret, fordi det altid vil opleves, som noget der sker nu og her. Man mærker måske bare følelsen, som kan være forbigående. Det kan dog også afføde meget voldsomme reaktioner at få aktiveret sine komplekser.

Følelsesmæssige affekter, som udløses, når et kompleks bliver aktiveret, sker i et kontinuum fra at pulsen stiger, hjertet banker til at man råber og skriger af raseri og man er helt ude af sig selv.

Den følelsesmæssige affekt handler om at jeg-komplekset, der er centrum for bevidstheden, bliver svækket af det eller de komplekser, der er aktiveret. I ord-associations-eksperimentet kan man ikke huske sit responsord, når stimulusordet gentages kort efter.

Når et kompleks har været aktiveret, må man ofte efterfølgende kæmpe med at falde til ro og blive sig selv igen. Og en del af den jungianske terapi handler netop om at kunne affektregulere sig selv og om at blive bevidst om sine komplekser. Et andet formål er at skabe en god dialog mellem jeg-komplekset og de andre komplekser, sådan at de andre komplekser ikke tager magten over jeg-komplekset.

Jung overvejede at kalde sin psykologi for komplekspsykologi og man kan anskue den analytiske psykologi som en ’kompleks-psykologi’ ved at se psyken som en konstruktion af jeg-komplekset, som centrum for bevidstheden. De andre komplekser er grupperet omkring jeg-komplekset og forbundet med både det personlige og det kollektive ubevidste. I det kollektive ubevidste er komplekserne koblet til arketyperne, som kan anskues som grupperinger af alment menneskelige erfaringer. Og man kan så forestille sig at moder-komplekset kobler de personlige mor-oplevelser til en eller flere moder-arketyper: min mor var en engel eller min mor var en heks.

Personlige moder- eller faderoplevelser vil altid give anledning til udvikling af et moder- og faderkomplekser, som kan være positive og/eller negative ,sunde og/eller patologiske. Alt for positive forældrekomplekser er ikke altid nemme at have med at gøre. En kvindes fader-kompleks kan fx være så positivt og idealiseret – måske arketypisk Gudlignende – at kvinden aldrig vil kunne finde en mand i den virkelige verden, som kan leve op til hendes indre billede af det mandlige.

Komplekser i den jungianske litteratur
Komplekser:

–          er ‘billeder’ på bestemte psykiske situationer. Det er ubevidste billeder, der er forstærkede og forvrængede i forhold til de situationer, de refererer til og de er inkompatible med den bevidste attitude.   

–          er ’fantasier ladede med emotion’, der over årene bygger sig op omkring bestemte arketyper fx ’far-arketypen’ eller ’mor-arketypen’. Man kan se en arketype, som en fil-mappe på en pc. Moder-arketypen er så psykens fil-mappe med mor-billeder og oplevelser med mor i det hele taget. Når komplekser er ’konstellerede’ (aktive) hvilket de kan blive, når de er trigget af en person eller en situation – vil de for det meste være ledsaget af en emotion på et kontinuum fra at fornemme lidt uro til at man kommer ’op i det røde felt’ og måske går fuldstændigt amok.

–          er autonome. Det betyder, at komplekser lever deres eget liv i det ubevidste. De forstyrrer den bevidste viljes intention og performance. Komplekser producerer forstyrrelser og blokeringer i strømmen af associationer og de kommer og går efter deres egne love. De kan midlertidigt overtage bevidstheden og forstyrre både tale og handling og dermed indtræde som en slags helt ubevidst sub-personlighed.

–          er “splinter af psyken” som har deres rod i et traume, et følelsesmæssigt chok, der ikke kan rummes og derfor fortrænges og bliver til en ’splint af psyken’. Moralske konflikter, der kan opstå ved mangel på anerkendelse af ens grundlæggende natur, kan i længden være traumatiserende og således også være en væsentlig årsag til komplekser.

–          repræsenterer i videste forstand en slags mindreværdighed. Det betyder ikke, at man er mindreværdig, men at man har noget; fx et ømt punkt, noget uintegreret, en Rasmus Modsat side. Dette ’noget’, kan i løbet af livet udover at være kilde til en masse forstyrrelser også blive et incitament til større anstrengelse og således, måske, til nye muligheder og landvindinger.

–          er en væsentlig byggesten i Jungs typologi. Her siger han, at ensidighed er uundgåelig og at komplekser, som følge heraf, er uundgåelige. Et kompleks kan opleves som forstyrrelser i relation til vores bevidsthedsfunktioner (tænke, føle, intuition, sanse). Meget svære komplekser kan hæmme den personlige udvikling, fordi den personlige udvikling hænger sammen med, at vi bliver i stand til at udvikle og målrette vores bevidsthedsfunktioner i forhold til vores potentiale. Dette handler om, at vi ikke kan reagere på målrettet disse bevidsthedsfunktioner.

Jung sagde, at enhver nu om stunder ved, at man kan have komplekser. Hvad der er mindre kendt – og det er langt vigtigere, fortsatte han – er, at komplekser kan have os! Uden komplekser, sagde han endvidere, ville al psykisk aktivitet gå i stå og hvis der er noget, der er negativt – så er det den emotionelle affekt – ikke komplekset i sig selv.

Ligesom atomer og molekyler er usynlige komponenter i fysiske objekter, så er komplekser byggesten i psyken og kilde til vores emotioner.

At vi har komplekser betyder ikke, at vi har neuroser. Vi har, som nævnt ovenfor, alle komplekser. De er nødvendige for al psykisk liv. At komplekser kan være smertelige, er ikke et bevis på, at de er patologiske. Lidelse er ikke en sygdom og et kompleks bliver kun patologisk, når vi bilder os ind, at vi ikke har det.

Identifikation med et kompleks fx anima/animus og skyggen er en tilbagevendende kilde til neuroser. Målet med en personlig analyse i sådanne tilfælde, er ikke at slippe af med anima-/animuskomplekset – hvad vi i øvrigt ikke kan. Formålet er snarere at dæmpe de negative effekter ved at blive bevidst om den rolle de spiller i adfærdsmønstre og emotionelle reaktioner.

Et kompleks kan kun overkommes, når det er levet helt ud. Vi må drikke bægeret helt ud for at forstå, hvad det er, vi ikke vil kontakt med.

Mens Freud mente, at kongevejen til det ubevidste er drømmen, mente Jung, at det var komplekset. Jung sagde, at komplekset er arkitekten bag drømme og symptomer. Og denne vej, sagde Jung, er slet ikke så royal. Derimod er den snarere et øde, utilgængeligt og måske lumsk lille spor.

Se mere om komplekser under fanen ’Litteratur’ og under ’Typologi’ og under John Beebes psykodynamiske typologimodel.

©2016. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker. IAAP. www.psykoanalyse.nu / www.typologi.net