Hjertet – et evigt symbol

 “Hjertet er en ensom vandrer”

Jeg har aldrig læst romanen af Carson McCullers, men titlen har hængt ved.  Der ligger en ensomhed i de ord, som næsten er ubærlig.

Hjertet kan være tungt og sorgfuldt af ensomhed, når man længes efter en Anden.

Men hjertet er også det organ, vi bruger til at transcendere og transformere vores ensomhed, og vores følelse af isolation. Det organ, hvorigennem vi forbinder os med andre mennesker, og det organ, som vi mærker så uendeligt meget igennem, hvis vi tør mærke. Det organ, der slår hurtigt og heftigt, hvis vi er forelskede eller forpustede eller forfjamskede. Hjertet er en muskel, hvorigennem blodet strømmer, det er hjertets puls, dets bevægelse, der er det kropslige, konkrete udtryk for liv.

Og derfor også det organ, der om noget har fået en evig symbolsk værdi, som der kan skrives tykke, tykke bøger om, og som der er blevet sunget om i årtusinder.

Vi taler om det åbne hjerte, det knuste hjerte, det lukkede hjerte. Hjertet synes at være en dør ind til sjælen, en dør i gennem hvilken vi modtager og giver medmenneskelighed, empati, kærlighed, seksualitet.  Det er det vi giver i kærlighed; ”jeg gav dig mit hjerte” – eller det organ, der bliver stjålet fra os; ”han stjal mit hjerte”.

Hjertet er Eros’ sæde, og som sådan den ”maskine”, med hvilken vi elsker. Men det er også hans mål. Det er i hjertet, at Eros’ pile rammer. Hjertet er vores inderste, skjulte skat, sjælens kammer. Dér hvor pilen rammer dybest.

Af hjertet udspringer modet. Roden i ordet courage er cour – hjerte. Det er hjertets renhed at ville ét. Jeg forstod det ikke. Jeg troede, at det betød at ville ét – som at ville én ting. Men det betyder at ville det, man vil, helhjertet. Af et rent hjerte.

Moderne forskning fortæller os at hjertet indeholder neuroner – og dermed er i stand til at ”tænke”. Moderne forskning fortæller, at hjertet selv har 40.000 neuroner og at hjertet kommuniker med hjernen, og at det har et elektromagnetisk felt, der kan påvirke andre hjerters elektromagnetiske felt. At hjertet med andre ord kan kommunikere med andre hjerter på et ubevidst plan.

I det gamle Egypten blev hjertet balsameret og lagt i en krukke for sig. Efter døden blev hjertet vejet på Maats vægt. I den anden vægtskål lå hendes fjer, der symboliserede sandhed, harmoni, balance, orden, retfærdighed. Den afdødes hjerte skulle være i balance med dette princip, der overordnet stod for universets balance. Hjertet skulle være i sync med universet.

At hjertet er kroppens center ved vi fra østens lære om de syv chakraer, for hjertechakraet med dets grønne farve befinder sig i midten. Fra tantraen ved vi, hvordan hjertecenteret Anahata forbinder sig med den seksuelle lyst i hara eller Svadhisthana. At der altså er en energisk, dynamisk forbindelse med seksualitet og kærlighed, et flow.

Det er som om at vi i Vesten har glemt denne gamle visdom om hjertet – hjertets visdom, og det vi nu har tilbage blot er en oppustet, sentimental, rosenrød, idylliseret afglans af denne ældgamle viden, som dog også har været vores.

Hjertet er helligt. Jesus Kristi hjerte er i den katolske kirke symbolet for hans guddommelige kærlighed til mennesket, og i den ortodokse kirke har vi Hjertebønnen eller Jesusbønnen, hvor vi beder Kristus om at have barmhjertighed med os.

I kristendommen og den tidlige middelalder blev hjertet set som dels stedet, hvor Gud bor i mennesket og det sted, hvor vores identitet og essens har bolig. Augustin sagde: Mit hjerte er der, hvor jeg er hvad jeg end er. Men også at det mennneskelige hjerte var uroligt, indtil det havde fundet forening med Gud.

I troubadourdigtningen blev hjertet ikke blot sæde for den spirituelle kærlighed til Gud, men også for den erotiske, romantiske, passionerede kærlighed til kvinden, målet for ridderens attrå. Idealet om kærligheden lå i hjertet, og dette ideal blev projiceret ud på kvinden – som Anima projiceres ud på den Anden, og et tilbagevendene tema i troubadourdigtningen handlede om at opnå intimitet med den attråede, at realisere denne ideelle kærlighed. Dermed blev den spirituelle og erotiske kærlighed forbundet med sæde i hjertet, og det har de været lige siden.

”Take one last look at this sacred heart before it blows”, synger Leonard Cohen, om nogen en moderne troubadur.

©2016. Kristine Gazel,  www.primamateria.dk.