Hvem var C.G. Jung?

Carl Gustav Jung var psykiater og skaber af den analytiske psykologi, som er en gren af dybdepsykologien. Han blev født den 26. juli 1875 og døde 6. juni 1961 i Küsnacht i Schweiz. Han var gift med Emma Rauschenbach (1903–1955). De fik sammen 5 børn.

Jung introducerede med den analytiske psykologi ord og begreber, der nu kendes fra hverdagssproget, fx det kollektive ubevidste, komplekser, arketyper, persona, skyggen, typologi, introvert og ekstravert etc.

Kort om Jungs barndom, ungdom og uddannelse
Carl Gustav Jung voksede op som enebarn på landet uden for Basel i Schweiz. Hans far var protestantisk præst, og han udviklede med alderen en vigende tro. Hans mor havde livslange psykiske problemer og var indlagt på psykiatrisk hospital første gang, da Carl Gustav var 3 år. Det var et vanskeligt ægteskab, og ligesom forældrenes personlige problemer med sygdom og religiøs tvivl spillede dette en væsentlig rolle for Jung i barndommen. Han var et ensomt barn med et stærkt indre liv og tidlige filosofiske interesser. Og vi ved fra hans erindringer, at han havde det, vi kalder ’store drømme’ allerede tidligt i livet.

Jung var meget optaget af arkæologi, men påbegyndte – af økonomiske grunde – en uddannelse på medicinstudiet som 19-årig. Han var en aktiv studerende, med interesser, der rakte langt ud over lægefaget.

Den tidlige karriere og samarbejdet med Freud
I 1900, 25 år gammel, ansættes han på en af Europas moderne psykiatriske klinikker – Bürghölzli – uden for Zürich, hvor han arbejder under ledelse af Eugen Bleuler. Her modtages velstående patienter fra hele Europa, og man arbejder med moderne diagnostiske værktøjer, blandt andet associationstesten, hvor lægerne undersøger, hvordan patienter responderer både fysisk og verbalt på en række af stimulusord. Jung udvider metoden og kommer frem til, at der er en indre sammenhæng mellem de ord, som patienterne responderer særligt på. Disse ord kalder han for kompleksindikatorer, og hans udvidede anvendelse af ord-associations-testen fører til mødet og det efterfølgende samarbejde med Sigmund Freud i Wien. De arbejder sammen på det, som senere bliver til Jungs kompleksteori, som er en af hjørnestenene i Jungs livsværk.

Samarbejdet, som både er fagligt og fagpolitisk, er på sit højeste, da de sammen rejser til USA i 1909. Herefter skærpes en række af konflikter, der primært har udgangspunkt i en uenighed om libido-begrebet. Mens Freud lægger vægten på seksualdriften som drivkraft bag libidoen, ser Jung myter og religion som en væsentlig drivkraft bag den psykiske energi.

Da Jung udgiver Wandlungen und Symbole der Libido (1911) – som mange år senere omskrives og i den danske oversættelse bliver til Forvandlingens symboler – bliver adskillelsen mellem Jung og Freud endelig. Jung kalder fra 1913 sin version af dybdepsykologien for den analytiske psykologi i modsætning til Freuds psykoanalyse.

Udviklingen af den analytiske psykologi
I 1913, da Jung er 38 år gammel, indleder han en flerårig indre rejse, hvor han konfronterer sit eget ubevidste i form af visioner. I tiden mellem patienter og familiens middage sætter han sig i sit kontor og lader sig overskylle af visioner og hallucinationer. Han tegner og noterer, hvad han oplever, og holder fast i virkeligheden gennem en fast hverdagspraksis med arbejde og familie. Han er en erfaren psykiater, og han er ikke selv i tvivl om, at han med sin indre opdagelsesrejse løber en risiko for at blive psykotisk.

Det er gennem dette arbejde, at han udvikler den metode, som bliver til aktiv imagination, og hvor han arbejder på Den Røde Bog. Dette værk bliver aldrig færdigt og efterlades til efterkommerne uden anvisninger på, hvad der skal ske med det. Kun få mennesker får lov til at kigge i bogen, der forbliver upubliceret frem til 2009. Men de begreber, Jung udvikler i perioden, hvor han arbejder med Den Røde Bog, fx arketyper, det kollektive ubevidste og individuationsprocessen, har været grundstenene i den analytiske psykologi lige siden.

Teorien om de psykologiske typer og årene frem til anden verdenskrig
Teorien om de psykologiske typer, er en anden hjørnesten i Jungs værk. Værket, der bliver til under 1. verdenskrig, udkommer på engelsk i 1921.

I årene efter udgivelsen af Psykologiske Typer opnår Jung stadig større international anerkendelse. Han rejser meget og udnævnes til æresdoktor på universiteter verden over. Han har et stort internationalt netværk og fører en omfattende korrespondance, fx er han i tæt dialog med personer som fysikeren Wolfgang Pauli, religionshistorikeren Károly Kerényi, sinologen Richard Wilhelm og forfatteren Hermann Hesse.

Jung arrangerer Eranoskonferencer i et tværfagligt internationalt miljø. Som kuriosum kan nævnes, at den anerkendte amerikanske professor i mytologi Joseph Campbell – forfatteren til The Hero with a Thusand Faces – deltog som studerende og var sekretær på flere af konferencerne.

Jung i tiden før anden verdenskrig
Pia skogemann har skrevet om et kontroversielt emne, Jungs forhold til nazismen, i Den Store Danske Encyklopædi:

”I 1933 bliver Jung udnævnt til præsident for Allgemeine Ärzliche Gesellschaft für Psychotherapie. Efter Hitlers magtovertagelse samme år måtte den tyske gruppe organisere sig efter tyske principper, og Jung blev således bragt i organisatorisk samarbejde med nazisterne, indtil han fratrådte i 1939.( …) Både før og efter 2. verdenskrig er han blevet stærkt angrebet for nazistiske sympatier. Jung forsvarede selv sin forbliven på præsidentposten med, at han søgte at sikre psykoterapiens faglige eksistens og kunne beskytte de tyske, jødiske medlemmers rettigheder i en international ramme( …) Det er aldrig påvist, at Jung med nogen handling gik nazisternes ærinde, men hans kritikere påpeger, at adskillige af Jungs udsagn i skrift og tale i årene 1933-36 (…) kunne opfattes, som om Jung var enig.( …) Hans forsvarere afviser, at Jung skulle have haft nogen sympati for nazismen, men beklager, at Jung var for politisk naiv til at indse, at der var psykologiske emner, der var sprængfarlige at diskutere i 1930’erne” .

Jung og alkymien
Under anden verdenskrig, hvor Jung er afskåret fra det internationale liv, der har holdt ham travlt beskæftiget i mange år, får han tid til at samle op på en tidlig interesse for alkymien, der opstod efter mødet i 1920’erne med Richard Wilhelm.

Richard Wilhelm (1873-1930) – en tysk sinolog, teolog og missionær. Wilhelm levede i Kina i 25 år og talte og skrev kinesisk og beundrede det kinesiske folk. Han oversatte flere kinesiske filosofiske værker til tysk – værker, der senere er blevet oversat til mange af hovedsprogene. De to mest udbredte er ‘I Ching’ og ‘The Secret of the Golden Flower’, som begge har forord af Jung. Og det er værker, der har rod i den kinesiske alkymi.

Wilhelms oversættelser af de kinesiske alkymiske tekster overbeviser Jung om, at der er sammenfald mellem den kinesiske alkymi og det, som han oplevede på sin indre rejse, og som han tidligere havde beskrevet i sin private Røde Bog. Men det er først mange år senere, da han under 2. verdenskrig sidder afsondret fra verden, at han samler den tråd op. Han samler skrifter fra den europæiske alkymiske tradition og arbejder på en syntese mellem psykologi og alkymi, som udgives første gang i 1944 under titlen ‘Psychologie und Alchemie’.  Her slutter han, at alkymien ikke er et naturvidenskabeligt forsøg på at udvikle guld, som man tidligere har antaget, men derimod i symbolsk form beskriver en naturlig, fællesmenneskelig psykologisk udviklingsproces, som har sit udspring i arketyperne i det kollektive ubevidste . Det centrale værk i forfatterskabet indgår i Collected Works bind 12.

Jungs sidste år
Jung havde i 1943 et hjerteanfald og han trak sig herefter tilbage for at dyrke sit forfatterskab. Han døde omgivet af sine nærmeste i sit hjem i Küssnacht den 6. juni 1961.

Efter Jung
Jungs analytiske psykologi lever et frodigt liv og udvikles på Jung-institutter verden over og gennem den internationale organisation International Association of Analytical Psychology ( IAAP )

Jung kom vidt omkring i sit arbejde, og jungianere og jungianske institutter over hele verden har således også forskellige tilgange til Jungs psykologi. Efter Jung er der opstået forskellige skoler, hvor vægten lægges enten på den oprindelige arketypiske og symbolske tilgang eller på den videre udvikling af den analytiske psykologi, fx med inddragelse af overføringsarbejde mellem klient og terapeut.

Sammenfattende kan man nok sige, at det er den symbolske tolkning, blandt andet af vores drømme, som er det mest karakteristiske ved Jungs version af dybdepsykologien.

Det symbolske knytter an til vores evne til at transcendere det, som vi potentielt er, og til at integrere dette med vores bevidsthed. Man kan fx have drømme, hvori rosen optræder som symbol. Man mærker, at dette symbol får en meget stærk betydning – ofte uden at ane hvorfor. Når man så begynder at undersøge, hvordan rosen ikke bare har personlig betydning, men har været et stærkt symbol i vores kultur gennem årtusinder, kan den aktuelle drøm åbne for helt nye meninger med livet og sætte gang i en udvikling af sider i personligheden, som ikke har været taget alvorligt tidligere.

Vi er p.t. omkring 3000 jungianske analytikere verden over, og vi mødes og udvikler vores fag på internationale kongresser og konferencer, og gennem artikler, bl.a. i det internationale tidsskrift “Journal of Analytical Psychology”.

©2016. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker. IAAP/DSAP/MPF. www.psykoanalyse.nu og www.typologi.net