Æblet

”Æblet falder ikke langt fra stammen” er et gammelt dansk ordsprog, der er
overleveret i forskellige varianter. I en lavkomisk version hedder det “Pæren falder ikke langt fra hesten”. Meningen er, at vi ikke kan løbe fra vores arv. Vi
ligner vores ophav på godt og ondt.

At æblet ikke falder langt fra stammen, var også en iagttagelse, som den engelske fysiker Isaac Newton gjorde, omend i en mere konkret forstand, da han en dag sad i sin have for over 300 år siden og så et æble falde til jorden. Hvorfor falder det vinkelret på jorden, spurgte han sig selv, og ikke skråt til siden eller svæver op i luften? Disse overvejelser førte ham frem til at formulere teorien om tyngdekraften.  I den kendte anekdote er æblet tilkendt rollen som den katalysator, der var med til at skabe grundlaget for den klassiske fysik.

Æblet fylder i det hele taget meget i vores kulturelle tradition ligesom på vores
menu, så meget så man skulle tro, at æblet har været med os fra tidernes morgen,
men det er ikke tilfældet. Vore dages spiseæbler stammer fra vilde æbleskove i det
vestligste Kina, hvorfra de har bredt sig vestpå langs Silkevejen over Mellemøsten
til Europa. Først efter vikingetiden kom spiseæblet til Norden med munkene og
kristendommen.

I kølvandet på æblets vandring har det indtaget en betydningsfuld plads i myter, sagn
og eventyr i de kulturer, det har mødt på sin vej. Æblets harmoniske form og dets
røde farve har sammen med dets nytteværdi bidraget til dets rige symbolværdi. Den
kuglerunde form gør æblet til et oplagt helhedssymbol, men interessant nok veksler
symbolikken fra det mest værdifulde til det dødsensfarlige og strengt forbudte, også
forskelligt fra kultur til kultur.

I den mest positive variant optræder æbler i
mytologien og i eventyrene ofte som guldæbler. Guld er et ædelt metal, som meget
vanskeligt nedbrydes i naturen, og som derfor i overført forstand forbindes med
evigt liv.

Fra den græske mytologi kender vi således hesperidernes guldæbler, der gjorde
dem, som ejede æblerne, udødelige. De voksede i en have længst mod vest, ved
verdens ende. Hesperiderne var døtre af Natten, Nyx, og af Atlas, der bar
himmelhvælvingen på sine skuldre. I haven blev æblerne bevogtet af en drage.
Herakles får til opgave af kongen af Mykene at drage til hesperidernes have for at
hente de gyldne æbler. Kongen, der ser Herakles som en konkurrent til tronen, håber
opgaven er uløselig, men ved at få hjælp af Atlas lykkes det Herakles at få æblerne
med sig hjem. Situationen bliver dog hurtigt uholdbar for guderne, så ved Athenes
mellemkomst må menneskene igen give afkald på æblerne og det evige liv.

I en anden kendt fortælling fra den græske mytologi optræder der også et gyldent
æble. Ved Peleus’ bryllup med havnymfen Thetis indfinder alle guderne sig med
fornemme gaver; kun stridens gudinde Eris er ikke inviteret. Som hævn triller hun et
gyldent æble med påskriften ‘Til den skønneste kvinde’ ind blandt festdeltagerne. De tre gudinder Afrodite, Athene og Hera gør alle krav på æblet. For at afgøre striden
lader de prins Paris fra Troja vælge den skønneste af de tre. Hera lover ham magt,
Athene frister med visdom og berømmelse og Afrodite stiller ham den skønneste
kvinde blandt menneskene i udsigt for at blive den udvalgte. Paris tilkender Afrodite
æblet. Derved er æblet for eftertiden blevet en attribut til kærlighedsgudinden og
således forbundet med elskov og frugtbarhed.

Frem til det 12. århundrede, hvor munke begyndte at dyrke og forædle spiselige
æbler herhjemme, groede der kun sure vildæbler i Norden. De har formentlig haft en
rituel betydning, da der er fundet spor af dem i grave fra bronzealderen til
vikingetiden. I kulten for de hedenske frugtbarhedsgudinder har æblet i mange
kulturer været knyttet til gudinderne, jf. Afrodite.

I den nordiske mytologi finder vi et motiv, der er beslægtet med hesperidernes
æbler. Gudinden Idun bevogter de æbler, som sikrer guderne mod at blive ældre. På
et tidspunkt stjæler Loke æblerne for vindings skyld, men bliver tvunget til at skaffe
dem tilbage, da guderne begynder at ældes. Motivet kan være før-kristent, men det
kan også være inspireret af paradisfortællingen om Livets træ. Historien om Iduns
æbler kender vi nemlig først fra Edda digtningen, der er nedskrevet efter
kristendommens indførelse i Norden.

I nutidens kristne kultur er æblets symbolik først og fremmest formet af
paradisfortællingen fra 1. Mosebog. I Edens have står Livets træ, der sikrer evigt liv,
og Kundskabens træ, ‘træet til kundskab om godt og ondt’. (1. Mosebog, 2,9).
Frugterne på Kundskabens træ, som først i den senere tradition er blevet til æbler,
har Gud forbudt Adam og Eva at spise af. Æblet er gennem denne fortælling bl.a.
blevet et symbol på indsigt og kundskab. Det er den betydning, som it-firmaet Apple
spiller på, når det som logo anvender et æble, der er taget en bid af.

Parallelt med dragen i hesperidernes have optræder der en slange ved Kundskabens
træ, men hvor dragen i hesperidernes have vogter træet, så optræder slangen i
Paradiset mere tvetydigt som en frister, som får menneskene til at spise af frugten.
Ved syndefaldet bliver Adam og Eva kastet ud af Edens have, da de har fået indsigt
ved at spise den forbudne frugt. Uden for Paradiset har Gud indrettet et liv præget af
hårdt slid, børnefødsler og død. Adam og Eva straffes altså for at forlade deres
barnlige uskyldstilstand. Også seksualiteten er kommet ind i livet med uddrivelsen af
Paradis, jf. den anden betydning af ordet ‘syndefald’, nemlig den at miste sin
seksuelle uskyld.

Lucas Cranach den ældre: “Adam og Eva” (1526).

Mennesket fristes af slangen til at blive bevidst (et moralsk væsen), men
bevidsthedens opvågnen i mennesket ses samtidig som en forbandelse. Det giver et
godt billede af den ambivalens, som kirken historisk har haft til viden og kundskab.
Beretningen afspejler også det psykologiske forhold, at vi mennesker gladelig
vender os bort fra problemerne og benægter deres eksistens. (Jung CW 8, § 751).
Det er kun modvilligt, når livet virkelig tvinger os dertil, at vi påtager os det
bevidsthedsarbejde, som individuation kræver.

I kristen ikonografi ser man af og til Maria og Jesusbarnet fremstillet med et æble.
Æblet symboliserer her det kristne budskab, at mennesket, der blev dødeligt ved
uddrivelsen fra Paradisets have, gennem Kristi offerdød på korstræet igen kan få del
i det evige liv gennem den barnlige tro (fra tiden før syndefaldet). ”Den, der ikke
modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” (dåbsteksten;
Markus 10,15).

Æblet er som sagt også et symbol, der forekommer hyppigt i sagn og eventyr.
Der fortælles i et gammelt dansk sagn, som Saxo optog i sin Danmarks Krønike, om
høvdingen Palnatoke. Ved et gilde praler Palnatoke af, at han er så god en bueskytte,
at han kan skyde æblet af en stok. Kong Harald (Blåtand) tager ham på ordet og
forlanger, at han skal skyde et æble af sin elskede søns hoved, og hvis ikke han
lykkes hermed, skal han bøde med sit eget hoved. Palnatoke møder frem med tre pile
og gennemborer med det første skud æblet uden at strejfe sønnen. Da Harald
spørger, hvad han skal bruge de andre pile til, svarer han, at de er tiltænkt kongen,
hvis han havde ramt forkert med den første. Fra det tidspunkt er de to fjender. Saxo
fortæller, at det er Palnatoke, der i ledtog med kongens søn Svend (Tveskæg) senere
dræber Harald med et pileskud.

Den tyske, romantiske digter Schiller har skabt et drama over den schweiziske
nationalhelt Wilhelm Tell med det samme motiv. Her er handlingen henlagt til
Schweiz, og æbleskuddet bliver indledningen til schweizernes frihedskamp mod
habsburgerne.

I et eventyr fra Balkan, ”The Deeds of the Czar’s Son and his two Companions”, er
der en gammel mand, der giver den barnløse zarina et magisk æble. Hun bliver
gravid ved at spise det og føder en søn, som den gamle mand har betinget sig at være
gudfar til. Drengen vokser op som en lille bølle, der tyranniserer alt og alle og
slagter zarens kvæg. Da han er ti år gammel, dukker den gamle mand op igen og
stikker en kniv i låret på ham og giver ham navnet Knivprinsen. Det hedder, at hvis
en anden end prinsen selv trækker kniven ud, må han lade livet. Da han er blevet
voksen, trækker en gammel heks en nat kniven ud af hans lår, mens han sover, med
det resultat at han som forudsagt dør. Eventyret slutter med, at den unge mand bliver
vakt til live af de venner, han har fået gennem livet. Æblet i dette eventyr er således
symbol på frugtbarhed, men samtidig formidler af en skæbne, der nemt kunne have
ført til døden. (Jung CW 9,1 § 416).

I ”Snehvide” fra brødrene Grimms eventyrsamling optræder der også et æble, som
spiller en vigtig rolle i handlingsforløbet. Snehvides narcissistiske mor, dronningen,
forsøger i sit stedmor- eller hekseaspekt (forklædt som en gammel kone) at tage
livet af Snehvide. Hun tåler ikke, at datteren overstråler hende. Derfor lokker hun
hende som en anden slange med et æble, hvis røde halvdel hun har forgiftet. Selv
spiser hun af den hvide halvdel for at overbevise Snehvide om, at hun roligt kan
spise af æblet. Snehvide dør i første omgang, men hun vågner til live igen, efter at en
ung prins har set hende i glaskisten og forelsket sig i hende. Da hans tjenere bærer kisten hjem, snubler den ene nemlig med det resultat, at Snehvide gylper det
forgiftede æble op og vågner.

At det er den smukke, røde side af moderens æble, der er forgiftet, siger noget om,
hvor svært det er for barnet at gennemskue den narcissistiske mors misbrug.
Moderens narcissistiske behov for spejling optræder ofte forklædt som en
kærlighedshandling.

Med tanke på det røde æble som symbol på seksualiteten kan man også fremhæve, at
når den unge pige bliver kønsmoden, reaktiveres hendes morkompleks. Det kan i det
mindste for en tid gøre hende følelsesløs, så hun ikke mærker angsten. Snehvide i
glaskisten er billedet på en pige, der har afskærmet sig fra kontakt for at undgå at
blive overvældet af barndommens smertelige følelser.

Hvis der optræder æbler i drømme, er det værd at overveje, om de mytologiske
æbler kan bidrage til at kaste lys over drømmen. Jung fortæller om en sådan drøm
hos en ung mand: ”Jeg står i en underlig have og plukker et æble fra et træ. Jeg ser
mig varsomt omkring for at være sikker på, at ingen ser mig.” (Jung CW 8, § 457 ff.,
min oversættelse).

Drømmeren får selv associationer til barndommens pæreskud, som var forbundet
med skyldfølelse, da han var blevet straffet voldsomt af faderen. Han associerer også
til den bibelske scene med æblet og tilføjer, at han altid har været vred over, at
Adams og Evas handling fik så voldsomme konsekvenser. Det var uretfærdigt af
Gud, der selv har skabt mennesket som et nysgerrigt og grådigt væsen. Den unge
mand betror efterfølgende Jung, at han for nylig har indledt et forhold til en
tjenestepige. Han har haft et stævnemøde med hende aftenen inden drømmen, men
de har endnu ikke fuldbyrdet forholdet seksuelt.

Jung siger i artiklen, at en kausal (freudiansk) tolkning ville pege på den erotiske
ønskeopfyldelse i drømmen, som imidlertid pga drømmecensuren bliver udtrykt
symbolsk, fordi handlingen er forbundet med skyld. Jung foreslår i stedet en final
analyse, der spørger til formålet med drømmen.

Ud fra associationen til syndefaldsmyten og på baggrund af den forskudte
skyldfølelse, som drømmeren i anden sammenhæng fortæller om fra dagen før, ser
Jung det som drømmens intention at få drømmeren til at medtænke de moralske
implikationer af et fuldbyrdet forhold til tjenestepigen. Disse implikationer er ikke
den unge mand bevidst i forhold til hende; han henviser nemlig til, at alle hans
venner gør det samme. Når Jung taler om, hvilken effekt drømmen søger at opnå hos
drømmeren, er det vigtigt at huske, at drømme ifølge Jung ikke siger, hvordan
drømmeren skal handle i situationen, men drømmen formidler nogle vigtige hensyn,
som bør indgå i beslutningsgrundlaget.

I tilfældet med den unge mands drøm er det tydeligvis myten, der har inspireret
drømmen, men det er også muligt at tænke sig, at udviklingen kan gå den anden vej.
Jung siger, at myter og eventyr er at betragte som et folks drømme. I myten og
eventyret er alt det individuelle sorteret fra; kun det typiske står tilbage.

Kilder:
”Bevingede Ord” af T. Vogel-Jørgensen og P. Zerlang (Gad 1994)
”Bibelen” (Det danske bibelselskab 1992)
Anders Bæksted ”Guder og helte i Norden” (Politiken 1965)
”Grimms samlede eventyr” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1983)
Leo Hjortsø ”Græsk mytologi” (Gyldendal 1960)
C.G. Jung ”Collected works” bind 8 og 9,1 (Routledge og Kegan Paul, 1972 og 1971)
Saxo Grammaticus ”Danmarks Krønike” (Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, udateret)
Finn Stefánsson ”Symbolleksikon” (Gyldendal 2009)
Karen Syberg ”Æblets fortælling” (People’s Press 2007)
Den Store Danske Encyklopædi (Gyldendal, netudgaven)
www.aarhusdomkirke.dk (om billedet af jomfru Maria og Jesus med æblet ved Per Rasmussen)
Diverse artikler på nettet

© Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk, 2017